г �'л..-. у . "`.""�= й :А3г�.;--� .:ТМ'"-ы��Йм"'.,.�,�`""s:,.',�..с`�`'�г,'"`�$""'..�"��'�.°1,�' �L�� aaqu�a�das'�� `гро�г��� � ар�шs�� spuo���n��� а��иог�nи.�а�и� иа� �.�г�з �uaddn���{u�цsuapaan �д �Р1а�1 ���х�1. � � � � � � � � � .��.��.�'' ��г� � � иаддn.�б�{uвqsuapx�� .��� �иарг���� ���ш�=l�а�'�'� ��аа©� �t� � , � � � � _+i ;����гу4 ~�? в� � ss �,+�,.<� �%��.���' ��:- ,-,�, �'.��.` �;;.�f ы� 3; � ` __. , ��.�� �; �w+ � � .��,, '�� Zг � ��� р ��.° .�т� � FATTIGDOM OG UDVIKLING Af Robert S. McNamara Præsident for Verdensbankgruppen Tale holdt på Verdensbankgruppens og Den Internationale Valutafonds årsmØde i Nairobi, 24. september 1973 I. INDLEDNING Sidste år indledte jeg en drØftelse med Dem om det kri- tiske forhold mellem social lighed og Økonomisk vækst. Jeg påpegede behovet for at udforme udviklingsstrategier, der ville give flere goder til de fattigste grupper i udviklingslandene - ikke mindst til de ca. 40% af dis- ses befolkning, der hverken bidrager nævneværdigt til Økonomisk vækst eller nyder en rimelig andel i den Øko- nomiske fremgang. I Banken har vi i de 12 måneder, der er forlØbet siden vort sidste mØde, givet hØj prioritet til yderligere ana- lyse af fattigdommens problemer i udviklingslandene samt til vurdering af de midler, der kan anvendes til lØsning af dem. På grundlag af disse undersøgelser vil jeg gerne her til morgen - gennemgå arten af fattigdomsproblemet og specielt dets indvirken på landdistrikterne - foreslå nogle vigtige strategiske elementer til dens bekæmpelse - skitsere en plan for Verdensbankens indsats til stØtte for denne ny strategi. Men forinden jeg går over til disse anliggender, vil jeg aflægge beretning for Dem om resultaterne af Bankens femårs program for regnskabsårene 1969-73, et program, der afsluttedes 30. juni d.å. Dernæst vil jeg foreslå de Økonomiske mål for yderligere en femårsplan for årene 1974-78. II. BANKENS FEMÅRSPROGRAM FOR REGNSKABSARENE 1969-73 I september 1968 mØdtes jeg for fØrste gang med Dem i dette forum og skitserede målene for Verdensbankgruppens fem- årsprogram. Dé vil erindre vor målsætning. Vi udtalte, at vi "formulerede en 'udviklingsplan' for hvert enkelt udviklingsland for at konstatere, hvad Bankgruppen kunne investere safremt midlerne var tilstrækkelige, og såfremt den eneste grænse for vor virksomhed skulle være vore medlemslandes evne til at udnytte vor bistand effektivt og til at tilbagebetale vore lån på betingelserne for långivningen." På grundlag af disse analyser foreslog vi at fordoble Bankens aktivitet i regnskabsårene 1969-73 sammen- lignet med femårsperioden 1964-68. Dette mål er blevet opfyldt, idet de samlede Økonomiske forpligtelser for IBRD, IDA og IFC i perioden 1964-68 i lØbende priser an- -2 - drog 5,8 mia. dollars og 13,4 mia. dollars i perioden 1969-73. Den reelle stigning var således 100%. Som det fremgår af nedenstående tabel opnåede vi på de fem år et aktivitetsniveau, der oversteg den samlede mængde af den aktivitet, Banken havde påtaget sig i udviklingslandene i de 23 år fra 1946 til og med 1968. Bankgruppens Økonomiske forpligtelser over for udvik- lingslandene efter region (mio. dollars) Antal projekter Lånebeløb (løb. priser) Verdensdel 1964-68 1969-73 1964-68 1969-73 Østafrika 78 104 $ 834 $ 1.099 Vestafrika 35 102 522 891 Europa, Mellem- østen, Nordafrika 113 168 1.785 3.198 Latinamerika, Caraibien 281 176 3.554 3.734 Asien 201 210 3.927 4.496 Ialt 708 760 $10.622 $13.418 Men vi søgte ikke blot kvantitet. Vi Ønskede ikke udeluk- kende at gøre mere end hidtil, men tillige at gøre mere til gavn for udviklingslandenes hurtigt vekslende behov. Det indebar, at vi inden for rammerne at helhedsmålet måtte disponere anderledes både med hensyn til geogra- fisk beliggenhed og samfundssektorer. Medens vi fortsat b.,tjente de verdensdele, hvor vi havde været særligt aktive, besluttede vi os for betyde- lige udvidelser på andre områder. Vi satte os således for at tredoble vore lån til Afrika, og vi har gjort det. For fØrste gang påtog vi os opgaver i Indonesien og på. de fem år har vi placeret 523 mio. dollars der. Vi har næsten tredoblet vore lån til de fattigste og mindst udviklede blandt vore medlemslande, nemlig dem, hvis gennemsnitlige indkomst pr. indbygger andrager 120 dollars eller derunder. I femårsprogrammets løbe- tid har vi i disse lande igangsat 217 forskellige pro- jekter. For hele Bankens forudgående 23-årige virksom- hecsperiode var det tilsvarende tal 167. -3- Geografisk har vore planlagte omlægninger således fun- det sted, samtidig med at låneniveauet er øget i vore mere traditionelle områder. Men det stod os klart i 1968, at femårsprogrammet også måtte omlægges forsåvidt angik samfundssektorerne. Følgelig foreslog vi at tredoble lånene til uddannelse og firdoble låner- til landbrug. Det har vi gennemført. Den vigtigste omlægning var måske, at vi gik ind i en sektor, som Banken ikke tidligere havde beskæftiget sig med overhovedet: Den følsomme og vanskelige, men ind- lysende kritiske befolkningssektor. Vi oprettede en afdeling for befolkningsprojekter, og lige fra starten modtog vi flere anmodninger om teknisk og økonomisk bistand fra vore medlemslande, end vi så os i stand til at imødekomme omgående. Med vilje påbe- gyndte vi vort projektarbejde i en række mindre lande for at ku ine arbejde effektivt med vort begrænsede per- sonale. Vi femårsprogrammets udløb var der imidlertid undertegnet aftaler om projekter i syv lande, herunder i to af de største og tættest befolkede lande, nemlig In- dien og Indonesien. Udover afdelingen for befolkningsprojekter, der nu til- lipe har ansvaret for ernæringsprojekter, lanceredes an_ce initiativer af Banken såsom de nye afdelinger for industriprojekter, og turistprojekter samt byprojekter, et kontor for miljøanliggender, en gruppe for virksom- hedsvurdering og endelig et nyt program for omfattende økonomisk beretningsvirksomhed land for land. For at opnå fordoblingen af vor virksomhed var det na- turligvis nødvendigt at styrke både Bankens organisation og økonomi. Den internationale rekruttering udbygge- des, og staben blev i perioden udvidet med 120%. I disse bestræbelser var vi fast besluttet på at gøre Ban- kens Internationale karakter så dækkende som overhovedet muligt. I 1968 var 52 nationaliteter repræsenteret i staben. I dag er tallet 92. I 1968 kom 19% af staben fra udviklingslandene blandt vore medlemmer. I dag er deres andel 29% og vokser stadig. Større udlån har naturligvis betydet større låntagning, og denne har til gengæld været afhængig af, at regerin- gerne har givet os adgang til deres kapitalmarked. Denne adgang har de fortsat givet os til trods for urolige til- stande og valutasvingninger. Det er et tillidsvotum til Bankens økonomiske struktur, at vi har kunnet låne ikke blot på vore mere traditionelle markeder, men også på ganske nye markeder, og benytte nye låneformer og nye distributionskanaler. Nettolåntagningen i femårsperioden har andraget ca. fire -4- gange så meget som i den foregående periode, og vore likvide reserver er steget til 3,8 mia. dollars, sva- rende til en stigning på 170%. Hverken den øgede aktivitet eller den større vægt på mere samfundsbetonede sektorer har indvirket ugunstigt på nettoindkomsten. Tværtimod androg den samlede netto- indkomst for femårsperioden 965 mio. dollars eller 28% mere end i den forudgående periode og det til trods for, at Bankens udlånsrente blev holdt nede på et niveau, der betød et betydeligt større tilskud til udviklingslandene end i tidligere år. Vi har således afsluttet femårsprogrammet med opfyldel- sen af vor kvantitative målsætning fra 1968 og med ved- varende bestræbelser på at forbedre vort arbejdes gene- relle standard. Men nu er det vor opgave at drage i marken med et nyt femårsprogram. Som ved det første program vil dets mål- sætning og nyprioritering blive formet af selve den frem- adskridende udvikling. III. BANKENS ANDET FEMÅRSPROGRAM 1974-1978. Størstedelen af vore medlemmer blandt udviklingslandene står over for tre indbyrdes forbundne vanskeligheder: - Utilstrækkelige fremmede valutaindtægter fra handel. - Utilstrækkelig tilgang af statslig udviklingsbistand. - Stadig vanskeligere gældsbyrde over for udlandet. Hvert af disse problemer er i sig selv alvorligt. Taget under eet er de en trussel mod udfaldet af den samlede udviklingsindsats. Jeg skal kort gennemgå hvert enkelt problem. Handelsproblemet For langt de fleste udviklingslande er kernen i deres handelsproblem at finde i den manglende evne til at udvide eksporten tilstrækkelig hurtigt, til at den kan betale for den livsvigtige import. En sådan import er nemlig ofte i sig selv nøglen til større eksportformåen - og højere indtægter i fremmed valuta - og derved bliver den skæve handelsbalances dilemma nærmest selvbevarende. - 5- Problemet forværres derved, at de velsituerede lande tø- ver med at afskaffe diskriminerende handelsskranker over for de fattige lande. For eksempel viser vore undersø- gelser, at såfremt de rige lande gradvis lempede deres nugældende protektionistiske handelsrestriktioner over for import af landbrugsvarer fra udviklingslandene, ville de fattige nationer i 1980 kunne øge deres årlige eks- portindtægter med mindst 4 mia. dollars. Akut mangel på udviklingsbistand Dernæst er den nuværende tilgang af statslig udviklings- bistand (ODA) - økonomisk hjælp på særlig fordelagtige be- tingelser - højst utilstrækkelig. Ikke blot ligger den langt under udviklingslandenes behov og de rige nationers umid- delbare ydeevne, men, som det fremgår af vedføjede tabel, andrager kun det halve if det beskedne mål, der fore- skrives af den internationalt vedtagne Forenede Nationers Strategi for det andet udviklingsårti. Ifølge dette mål skulle den statslige udviklingsbistand i 1975 andrage 0,7% af bruttonationalproduktet. I vir- keligheden vil den statslige udviklingsbistind ikke over- stige 0,35% i 1975. Og dog kræver opnåelse af dette mål, hverken at de udviklede nationer nedsætter deres allerede høje levestandard eller tilsidesætter deres hjemlige opga- ver. Det forlanges kun af dem, at de skal afgive en lille brøkdel af den stadigt voksende indkejist - den indkomst, der ligger oven over det, de allerede har - som vil tilgå dem i halvfjerdserne. I dette tiår vil disse velsituerede nationers bruttonatio- nalprodukt i faste priser vokse fra 2.000 mia. dollars i 1970 til ca. 3.500 mia. dollars i 1980. Det vil sige en produktionsforøgelse, som man i bogstaveligste for- stand er ude af stand til at fatte. For at fordoble tilgangen af statslig udviklingsbistand og derved bringe denne op på de tilstræbte 0,7% skal de udviklede lande afsætte mindre end 2% af det beløb, hvor- med deres egen rigdom vokser i periodens løb. De øvrige 98% af deres stadig stigende indkomst vil give dem mere end tilstrækkelige midler til at klare deres hjemlige opgaver. Det er blevet mig fortalt i de udviklede lande - både i De Forenede Stater og andetsteds - at deres hjemlige opga- ver er så påtrængende, at de kræver eneret til den umådelige, stadigt stigende rigdom, som vil tilfalde deres samfund i årene fremover, og at end ikke de 2% af denne yderligere indkomst, som vi foreslår omdirigeret til udviklingslande- ne, kan undværes. Dog tror jeg, at kritikerne af yderligere assistance til de fattigere lande i deres omtale af deres egne byers og landdistrikters behov overser sondringen mel- lem to slags fattigdom, nemlig den såkaldt relative fattig- -6- dom og den absolutte fattigdom. Relativ fattigdom betyder ganske enkelt, at nogle lande er mindre velsituerede end andre lande, eller at nogle borgere i et givet land besidder mindre personlig over- flod end deres naboer. Sådan har det altid været, og under skyldige hensyn til de faktiske forskelle mellem landområder og mellem individer vil det forblive således i en række årtier fremover. Derimod betyder absolut fattigdom livsvilkår, der er så nedværdigende på grund af sygdom, analfabetisme, fejler- næring og fattigdom, at de afskærer deres ofre fra de helt elementære menneskelige fornødenheder. Sådanne livsvilkår gælder for relativt få i de udviklede lande, men for utallige millioner indbyggere i de udvik- lingslande, der er repræsenteret i dette lokale. Mange af Dem ved langt bedre end jeg, at - mellem en trediedel og halvdelen af disse landes 2 milliarder mennesker lider af sult eller underernæ- ring - mellem 20 og 25% af deres børn dør inden det fyldte femte år. Og millioner af dem, der ikke dør, fører en hæmmet tilværelse, fordi deres hjerne er beskadi- get, deres legeme forkrøblet og deres livskraft ud- tømt som følge af fejlernæring - gennemsnitsmenneskets forventede levetid er 20 år kortere end i den rige verden. De nægtes således 30% af det liv, vi i de udviklede lande nyder. De er faktisk fra fødslen dømt til en tidlig død - 800 millioner af dem er analfabeter, og selv om un- dervisningen fortsat skal udbygges i årene fremover, vil sansynligvis endnu flere blandt deres børn være analfabeter. Dette er absølut fattigdom. Det er livsvilkår, der er så indskrænkede, at de forhindrer virkeliggørelsen af de medfødte geners muligheder, livsvilkår så fornedreade, at de krænker det menneskelige værd. Ikke desto mindr, er disse livsvilkår så almindelige, at de er tilværelsens lod for over 40% af befolkningen i udviklingslandene. Og er det ikke os, som svigter i opfyldelsen af de elementære forpligtelser, der siden tidernes morgen har været aner- kendt af den civiliserede menneskehed, når vi tolererer denne fattigdoms eksistens, uagtet det står i vor magt at mindske antallet af dens ofre? -7- Jeg ønsker ikke, at De fortolker mine ord som værende en fanatikers ord. Men De har ansat mig til at under- søge udviklingslandenes problemer og meddele Dem kends- gerningerne. Således er kendsgerningerne. Det er rigtigt, at nogle borgere i de udviklede lande protesterer mod en forøgelse af deres bistand til udvik- lingslandene på grund af fattigdom i deres egne samfund. Det gør de, enten fordi de ikke er bekendt med de netop anførte kendsgerninger, eller fordi de ikke sondrer mel- lem relativ og absolut fattigdom. Eller måske fordi de tilslører sandheden endog for sig selv, uvillige som de er til at indrømme, at det stærkeste pres på den stadige indkomststigning i deres samfundsøkonomi ikke stammer så 'meget fra velbegrundet omsorg for de mindre heldigt stil- lede i deres egne samfund, men snarere fra den endeløse skrue, der er skabt af deres egne krav om stadig flere forbrugsgoder. Der findes naturligvis mange argumenter for udviklings- bistand, bl.a. forøgelse af handelen, konsolidering af international stabilitet og mindskelse af spændingerne i samfundet. Men efter min opfattelse bygger den elementære begrundel- se for udviklingsbistand på moral. Hele den menneskelige historie har anerkendt - i hvert fald på abstrakt plan - det princip, at de rige og mægtige har en moralsk forplig- tigelse til at hjælpe de fattige og svage. Det er i vir- keligheden, hvad fællesskabsfølelse drejer sig om, f.eks. familiefællesskabet, landsbyfællesskabet, det nationale fællesskab, nationernes fællesskab. Personligt kan jeg ikke tro, at når først der er bedre forståelse for den skammelige mangel på tilgang af statslig udviklingsbistand; når først omfanget af af- savn i udviklingslandene bliver tydeligt; når først fat- tigdommens rirkelige omfang i den forfordelte part af verden samr.enholdes mere realistisk med den rige verdens enorme overflod; (når først f.eks. folk i USA indser, at de med en folkemængde på,6% af hele verdens befolkning for- bruger ca. 35% af verdens samlede ressourcer og samtidig i henseende til økonomisk bistand som en procentsats af bruttonationalproduktet står på fjortendepladsen blandt 16 udviklede nationer) - da kan jeg ikke tro, at folk og regeringer i de rige lande ved denne konfrontation vil vende sig bort i kynisme og ligegyldighed. Den voksende gældsbyrde. Endelig er der udviklingslandenes voksende gældsbyrde over for de udviklede lande. Den statsgaranterede gæld andrager i øjeblikket ca. 80 mia. dollars med en årlig gældsydelse på ca. 7 mia. dollars. - 8 - Det er vigtigt at forstå gældsproblemets inderste væ- sen. Det er ikke det faktum, at der findes en gæld, ejheller dens størrelse. Det er snarere gældens sam- mensætning og dynamik, eller rettere, at gæld og af- drag vokser hurtigere end de for afdragsbetalingen for- nødne indtægter. Begrænsede handelsmuligheder, der er forværret ved util- strækkelig tilgang af statslig udviklingsb;stand, har en tilbøjelighed til at lede udviklingslandene til i for høj grad at forlade sig på eksportkreditter og andre former for kortfristede, bekostelige lån. Disse fakto- rer truer med at øge gældsbyrden ud over rimelige græn- ser. Siden 1970 har situationen allerede i adskillige lande, bl.a. Ghana, Chile, Pakistan, Indien, Indonesien og Sri Lanka, ført enten til gældskonsolidering eller ensidige misligholdelser. Bankens program for 1974-78. Stillet over for arten af disse indbyrdes forbundne pro- blemer i udviklingslandene, nemlig utilstrækkelig behold- ning af fremmed valuta på grund af handelsvanskeligheder, utilstrækkelig tilgang af statslig udviklingsbistand samt voksende gældsbyrde, .skal Banken i løbet af de næste fem år på ingen måde svække, men tværtimod styrke sin virksomhed. Og det er, hvad vi agter at gøre. Vi agter at udvide både vore IBRD og IDA-lån med en kumulativ årlig realvækst på 8%. 1) For perioden 1974-78 vil vore udlån i 1973-dollars komme til at andrage ialt 22 mia. dollars for henved 1000 projekter. Totalomkostningerne for disse projekter bliver i nærhe- den af 55 mia. dollars. Vore nye lån til 22 mia. dollars repræsenterer en reel stigning på 40% sammenlignet med perioden 1969-73 og en forøgelse på 175% sammenlignet med perioden 1964-68. Dette er altså i økonomiske udtryk vor plan for det andet femårsprogram. Det bliver det største program nogen enkelt organisation nogensinde har påtaget sig med hensyn til faglig og økonomisk bistand til udviklings- lande. 1) I min tale sidste år anførte jeg, at vor plan, udtrykt i løbende priser, var at øge långivningen med 11% år- ligt. Dette betød en reel stigning på 8%. På grund af ændringer i valutakurserne og prisstigninger vil en reel vækstrate på 8% årligt sandsynligvis kræve øgede lån på ca. 14% årligt i løbende priser for perioden 1974-1978 sammenlignet med 1969-1973. -9- Men ændringer i programmets kvalitet vil blive af endnu større betydning end forøgelsen i kvantitet. Vi vil læg- ge langt større vægt på fremgangsmåder og projekter, der går i krig med de absolutte fattigdomsproblemer, jeg tidligere beskæftigede mig med. Ligeledes vil vi lægge langt større vægt på bistand, hvis formål er at have ydeevnen hos de ca. 40% af udviklingslandenes befolkning, der hverken har evnet at bidrage nævneværdigt til den nationale økonomiske vækst eller fået rimelig andel i den økonomiske fremgang. I de følgende afsnit af denne tale vil jeg gerne rede- gøre for karakteren i dette fattigdomsproblem, gennem- gå midlerne til dets bekæmpelse og påvise den rolle, Banken vil kunne spille. IV. FATTIGDOM I UDVIKLINGSLANDENE Fattigdom og vækst Det fundamentale problem i fattigdom og vækst i udvik- lingslandene kan udtrykkes ganske enkelt. Væksten når ikke i rimeligt omfang frem til de fattige. Og de fatti- ge bidrager ikke nævneværdigt til væksten. Til trods for, at stigningen i bruttonationalproduktet i udviklingslandene i det sidste årti har været uden sidestykke, har de fattigste befolkningsgrupper fået relativt lidt ud af det. Knapt 800 millioner mennesker, svarende til 40% af en befolkning på 2 milliarder, lever af indtægter, de; målt i USA-købekraft udgør 30 cents om dagen, i tilstande med underernæring, analfabetisme og fattigdom. Disse mennesker lider under fattigdom i dens absolutte betydning. Skønt indsamling af statistikker vedrørende indkomstfor- delingen i udviklingslandene er af relativ ny dato og stadig ganske ufuldkommen, giver oplysningerne dog en idé om, hvad der foregår. I de 40 udviklingslande, for hvilke der foreligger statistiske oplysninger, oppe- bærer 20% af befolkningen 55% af nationalindkomsten i et typisk tilfælde, hvorimod de nederste 20% af befolk- ningen oppebærer 5%. Det er en meget høj grad af ulig- hed - betydeligt højere end i de fleste udviklede lande. Oplysningerne viser, at i årtiet med stor vækst har der samtidig været yderligere skævhed i indkomstfordelingen i mange udviklingslande, og at problemet er mest udpræget i landdistrikterne. Der har været større produktion inden for minedrift, industri og det offentlige med til- svarende højere indtægter for de folk, der er afhængige af disse sektorer, men den lille landbrugers produktivi- tet og indtægt har stået stille. - 10 - Deraf kan sluttes, at midler, der først og fremmest sig- ter mod at sætte fart i den økonomiske væst, i de fle- ste udviklingslande hovedsaglig har gavnet de øverste 40% af befolkningen, og at fordelingen af offentlige tjenesteydelser og investeringsbeløb har været tilbøje- lig til at styrke denne tendens fremfor at modvirke den. Nyorientering af udviklingspolitiken Behovet for nyorientering af udviklingspolitikken med henblik på mere retfærdig fordeling af den Økonomiske væksts goder er ved at blive genstand for omfattende drøftelser. Men i virkeligheden har kun ganske få lande taget noget alvorligt skridt i den retning. Og jeg bør nok understrege, at med mindre nationale rege- ringer vender deres politik til fordel for en bedre for- deling, kan internationale organisationer såsom Verdens- banken gøre såre lidt for at opnå dette mål. Uden at ville blande mig i anliggender, som rettelig vedrører de enkelte regeringer, vil jeg dog gerne drøf- te et vigtigt første skridt, som vil kunne føre til en hurtig godkendelse af de nødvendige ændringer i po- litikken. Dette skridt vil være en ny formulering i mere praktiske vendinger af udviklingens målsætning og målestok. Medens de fleste lande har udvidet erklæring- erne om deres udviklingsmål til også at omfatte nedsat arbejdsløshed og højere indkomst for de fattige - sam- tidig med at der lægges vægt på traditionel produktions- vækst - måler de stadig fremskridt hen imod opnåelsen af disse sammensatte mål med en enkelt målestok, nemlig bruttonationalproduktets vækst. Men sagen er den, at vi lige så lidt kan måle resulta- terne af mangesidede udviklingsmål alene ved bruttonatio- nalproduktet, som vi kan måle trivslen i en by alene ved dens størrelse. Bruttonationalproduktet er en må- lestok for en nationaløkonomis samlede værdi af varer og tjenesteydelser; det har aldrig været tænkt som en målestok for disses fordeling. Det er vigtigt at holde sig for øje, at tallene for bruttonationalproduktets vækst i sig selv afvejer hver enkelt indkomstgruppes vækst i henhold til dens bestå- ende andel i den samlede nationalindkomst. Da det er typisk for de øverste 40% af befolkningen i udviklingz,- landene at oppebære 75% af al indtægt, bliver brutto- nationalproduktet i hovedsagen en målestok for disse øverste indkomstgruppers velfærd. Det påvirkes forholds- vis lidt af, hvad der sker blandt de fattigste 40%, der tilsammen kun oppebærer 10-15% af nationalindkomsten. Såfremt vi nu udarbejdede en ny målestok, som gav mindst samme vægt til en forøgelse på 1% i de fattigste sam- - 11 - fundsgruppers indtægt som til en forøgelse på 1% i de velsitueredes indtægt, ville vi få et ganske ander- ledes billede af udviklingen i det forløbne årti. For eksempel ville væksten af den samlede indkomst i flere af de største land i Latinamerika og Asien ligge betydeligt lavere end væksten målt ved brutto- nationalproduktet. Men i en række lande som f.eks. Sri Lanka og Columbia ville det modsatte være tilfældet. Hvis man i disse lande giver lige stor vægt til hver enkelt indbyggers indkomstforøgelse, uanset indkomstniveau, ville dette føre til en mere nøjagtig Vurdering af udviklingsre- sultaterne end bruttonationalproduktet, idet en bedre fordeling af vækstgoderne på de lavere indkomstgrupper derved ville blive påvist. Gennemførelse af en sådan samfundsorienteret målestok for økonomisk formåen ville være et vigtigt skridt henimod en omlægning af udviklingspolitikken. Det ville kræve, at regeringer og deres planlægnings- og finansministerier skulle anlægge et langt bredere syn på fordelingen af rezsourcerne. For de skulle i så fald ikke blot regne med en investerings samlede effekt, men tillige med godernes fordeling. Derved ville de ordrige erklæringer om s-inmfundsmæssige mål, der nu indgår i de fleste udviklingsplaner, få praktisk og håndgribelig be- tydning. Og det ville tilsikre, at vigtige spørgsmål om retfærdighed blev en uadskillelig del af projekternes vur- dering både i udviklingslandene og låneinstitutionerne. I Verdensbanken er vi allerede nu i færd med at udforme denne taktik. Konstatering af koncentreret fattigdom Den foreslåede nyorientering af udviklingsstrategien vil kræve langt større nøjagtighed i konstateringen af de største koncentrationer af fattige mennesker i et samfund og langt dyberegående undersøgelse af de mid- ler og investeringer, der er nødvendige for at hjælpe dem. I dag findes størstedelen af de fattige tydeligvis i landdistrikterne. Hele vor analyse viser, at dette forhold sandsynligvis vil fortsætte i de næste to-tre årtier. 1) 1) Det er naturligvis sandt, at millioner af fattigdom- mens ofre i udviklingslandene bor i byernes slumkvarterer. og at deres sociale og økonomiske fremgang afhænger af hurtigere inuustrialisering. Jeg har drøftet emnet med Dem tidligere og vil drøfte det igen, men i dag koncentre- rer jeg mig om fattigdommen i landdistrikterne, hvor det overvejende flertal af befolkningen bor. - 12 - - 70% af befolkningen i de udviklingslande, der er blandt vore medlemmer, bor i landdistrikterne - og dér bor også en tilsvarende del af de fattige. - Skønt demografiske prognoser viser, at 60% af be- folkningstilvæksten i disse lande - en tilvækst på to milliarder mennesker ved århundredets slutning - forventes at ville finde sted i bymæssige områder, først og fremmest ved indenlands flytning, vil mer- end halvdelen af befolkningen i udviklingslandene ved år 2000 stadig være bosat i landdistrikterne. - Hurtige urbaniseringer har allerede skabt meget alvor- lige problemer. Med den nuværende praksis andrager de offentlige udgifter pr. indbygger typisk tre-fire gan- ge så meget i bymæssige områder som i landdistrikter- ne. Følgelig vil bestræbelser på at afhjælpe fattig- dommen på landet ved afvandring til byerne udmunde i en endnu større uretfærdig fordeling af de offent- lige udgifter og alene skærpe allerede bestående ind- komstskævheder. - I landdistrikterne centrerer fattigdomsproblemet Eig først og fremmest om den lave produktivitet på de mil- lioner af små subsistenslandbrug. Det forholder sig så- ledes, at trods al væksten i bruttonationalproduktet, er disse små familiebrugs produktivitet steget næsten umær- kelig lidt i det forløbne tiår. Men til trods for problemets omfang i landdistrikterne opstår følgende meget elementære spørgsmål, når man ta- ger fattigdommen på landet i nærmere øjesyn: Er det, når alt kommer til alt, fornuftig strategi at reservere en betydelig del af verdens ressourcer til en forøgelse af disse smålandbrugs produktivitet? Var det ikke klogere a- koncentrere sig om den moderne sektor i håbet om, at dens høje vækstrate ville sive ned til de fattige på landet? Jeg tror, svaret er nej. Erfaringen viser, at der i det korte løb kun finder be- grænset overførsel sted af goderne fra det moderne sam- fund til det traditionelle samfund. Skævhederne i ind- komst vil simpelthen blive større, medmindre der gøres en indsats for direkte at gevne de fattige. Efter min opfattelse eksisterer der derfor ikke noget levedygtigt alternativ til en forøgelse af småbrugenes produktivitet, såfremt løsningen af den absolutte fattigdoms problemer skal rykke væsentligt nærmere for landdistrikternes ved- kommende. Men dette indebærer ikke, at der nødvendigvis må bestå en uløselig konflikt mellem dette mål og den øvrige øko- nomis vækst, Det er tværtimod indlysende, at intet for- -13 - søg på at Øge produktiviteten i subsistenslandbrug kan lykkes i et klima af generel Økonomisk stagnation. Små- landbrugerne kan ikke klare sig godt, medmindre de Øvri- ge sektorer udviser betydelig vækst, både med hensyn til at tilvejebringe de nØdvendige udviklingsressourcer og skabe efterspørgslen efter den Øgede produktion. Pointen er, at det omvendte også gælder, og det er på tide vi ser det i Øjnene. Hiis der ikke sker hurtige frem- skridt for husmandsbrugene i alle udviklingslandene, vil der være ringe håb om at tilvejebringe stabil Økonomisk vækst på langt sigt eller nedbringe den absolutte fattig- doms niveau i væsentlig grad. 1) Det forholder sig således, at der i de seneste to årtier er gjort såre lidt for at Øge subsistenslandbrugets pro- duktivitet. Hverken politiske telegrammer, Økonomiske planer eller international bistand, den være sig bilate- ral eller multilateral, har ofret indgående eller ved- varende opmærksomhed på problemet. Heri danner Verdens- banken ingen undtagelse. I vor mere end 25-årige virk- somhed er mindre end 1 mia. dollars af vor långivning på 25 mia. dollars blevet anvendt direkte på dette problem. Tiden er inde for os alle til at give os i kast med dette punkt. V. STRATEGI FOR UDVIKLING AF LANDDISTRIKTERNE Når jeg her fremlægger en strategi for udvikling af land- distrikterne, vil jeg for det første gerne analysere pro- blemets omfang, for det andet opstille et realistisk mål, som vi kan bearbejde, og for det tredie identificere de nØdvendige forholdsregler for målets opfyldelse. Problemets omfang Lad mig fØrst skitsere problemets omfang i de udviklings- lande, der er medlemmer af Banken. Det er umådelig stort: - Mere end 100 millioner familier er berØrt, d.v.s. mere end 700 millioner mennesker. - Det gennemsnitlige brug er lille og ofte delt op. Mere end 100 millioner brug er på mindre end 5 ha, heraf er igen halvdelen på mindre end 1 ha. 1) Det er uden for mit emne i dag at drøfte den fØdevare- krise, der berØrer store dele af verden. I en verden, hvis befolkning fortsat vil stige i de næste hundrede år, vil en- hver langsigtet løsning på fØdevaremanglen nødvendigvis kræve væsentlig forøgelse af småbrugenes produktivitet. Yderligere må der oprettes et system af nationale fØdevarereserver for - 14 - - Jordbesiddelbe og dermed politisk og Økonomisk magt i landdistrikterne er koncentreret på et lille mindre- tals hænder. Ifølge en nylig FAO-undersøgelse ejer de rigeste 20% af jordbesidderne i de fleste ud- viklingslande mellem 50 og 60% af det dyrkede land. I Venezuela ejer de 82%, i Columbia 56%, i Brasilien 53%. Modsætningsvis er de 1o millioner brug under 5 ha koncentreret på kun 2o% af det dyrkede areal. - Selv brugen af småbrugerens jord er uvis. Forpagt- ningsordninger er sædvanligvis usikre og ublu. I mange lande skal forpagtere overlade 50-60% af deres høst til godsejeren i forpagtningsafgift, og til trods herfor lever de til stadighed med truslen om bortvis- ning. Følgelig er deres tilskyndelse cil større pro- duktivitet kraftigt udhulet. Det er ofte blevet sagt, at småbrugernes produktivitet i- følge sagens natur er lav. Men det er ganske enkelt ikke sandt. Ikke blot har vi fra Japan et overvældende bevis- materiale, der afkræfter denne påstand, men en række nylige undersøgelser af udviklingslande viser tillige, at små- brug under de rette betingelser kan være lige så produk- tive som store brug. Eksempelvis var ydelsen pr. hektar for små brug i Guatemala, Taiwan og Indien og Brasilien væsentlig større end for store brug. Og selvfølgelig er y- delsen pr. hektar den relevante målestok for landbrúigets produktivitet i samfundsøkonomier med mangel på jord og overskud af arbejdskraft, altså ikke ydelsen pr. arbejder. Der findes rigeligt bevismateriale for, at den moderne landbrugsteknologi kan tilpasses alle brugsstørrelser og at småbrugsvirksomhed derfor ikke behøver være nogen hind- ring for større landbrugsudbytte. Spørgsmålet er så, hvad udviklingslandene kan gøre for at øge småbrugerens produktivitet. Hvorledes kan de genskabe de betingelser, der i nogle få forsøgsområder i nogle få lande har ført til hastig vækst inden for landbruget, for derved at stimulere landbrugets vækst og bekæmpe landdi- strikternes fattigdom på bred basis? Det første skridt må være at sætte sig et mål. Vi behøver et mål både for at kunne bedømme omfanget af de nødven- dige økonomiske ressourcer og for at få et fast grundlag for måling af fremgang. at afbøde virkningerne af vejrets luqer. Jeg giver min fulde støutte til FAO's generaldirektørs bestræbelser på at organisere et sådant program og er helt indstillet på at anbefale Verdensbankens deltagelse i programmets finan- siering. - 15 - Målets opstilling Jeg foreslår, at målet bør være at øge produktionen på små landbrug, således at den i 1985 vokser med 5% årligt. Hvis målet opfyldes, og småbrugerne fastholder tempoet, vil de i perioden 1985-2000 kunne fordoble deres produk- tion. Dette er tydeligvis et ærgerrigt mål. En vækstrate på 5% ses endnu ikke at have fundet sted over en længere tid blandt småbrugere i noget større område i udviklings- landene. I det forløbne tiår er småbrugernes produktion gennemsnitligt steget med 2,5% årligt. Men når Japan i 1970 kunne producere 6.720kg korn/ha på ganske små brug, så har Afrika med 1.270kg/ha, Asien med 1.750kg/ha og Latinamerika med 2.060kg/ha enorme mulig- heder for at udvide produktiviteten. Derfor tror jeg at målet er realistisk. Det tager i be- tragtning, at fremgangen vil ske langsomt i de næste fem til ti år, medens nye institutioner udvikles, nye virke- midler får fodfæste, og nye investeringer gennemføres. Men efter denne indledende periode kan den gennemsnitlige stigningstakt i småbrugernes produktivitet blive mere end dobbelt så stor som idag og på denne måde blive til gavn for flere hundrede millioner mennesker. På hvilken måde kan da dette mål opfyldes? Hverken vi i Banken eller andre ved helt klart, hvorledes man bibringer forbedret teknik og andre nye impulser til mere end 100 millioner småbrugere, specielt dem i områder med ringe vandforsyning. Vi kan heller ikke nøjagtigt be- regne omkostningerne. Men vi forstår tilstrækkeligt til at gå i gang. Ganske vist må vi tage visse risici. Vi bliver nødt til at eksperimentere og improvisere. Og skulle nogle af eksperimenterne mislykkes, må vi lære af dem og be- gynde forfra. Hvad kan vi så begynde med at gøre nu? Nødvendige forholdsregler til opfyldelse af målsætningen Skønt en strategi for en forøgelse af smålandbrugets pro- duktivitet nødvendigvis må være af forsøgsmæssig karakter, indgår følgende væsentlige faktorei i -2thvert omfattende program: - Fremskyndelse af jord- og forpagtningsreformer. - Bedre adgang til kredit. - Garanteret vandforsyning. 16 - - Bedre konsulenttjeneste, støttet af intensiveret land- brugsforskning. - StØrre adgang til offentlige tjenesteydelser. - Og det allervigtigste: Nye institutioner og organi- sationer for landdistrikterne, der vil beskæftige sig med de fattiges medfødte potentiel og produktivitet, i lige så høj grad som der normalt tages hensyn til beskyttelse af de priviligeredes magt. Disse faktorer er ikke nye. Man har tidligere indset be- hovet for dem. Men de vil fortsat kun være fromme forhåb- ninger, medmindre vi sikrer deres gennemførelse og går ind på at bevilge ressourcer, der står i rimeligt forhold til deres nødvendighed. Det er mit forslag. Organisatoriske ændringer Uden tvivl er det vanskeligste problem, hvorledes man or- ganisatorisk kan støtte smålandbruget. Jeg vil først gen- nemgå dette emne og derefter de øvrige i rækkefølge. Det er indlysende, at regeringerne ikke direkte kan tage sig af mere end 100 millioner familier på småbrugene. Dertil kræves organisation af lokale landbrugsgrupper, der på grundlag af et lavt omkostningsniveau skal betjene mil- lioner af landbrugere, og oprettelse af formidlende insti- tutioner, hvorigennem regeringer og kommercielle institu- tioner kan levere den nødvendige faglige og økonomiske bi- stand. Disse institutioner og organisationer kan have mange for- mer såsom husmandsforeninger, andelsforetagender på amts- eller kommuneplan og forskellige slags kollektiver. Na- turligvis er der allerede en række eksperimenter i gang i forskellige dele af verden. Det er imidlertid uomgænge- ligt nødvendigt, at der på et hvert organisationsplan kræves stram økonomisk disciplin, og at hele opbygningen sigter mod initiativ og selvtillid. Erfaringen viser, at der er størst chance for succes, såfremt institutionerne åbner mulighed for almindelig deltagelse, lokal ledelse og decentraliseret myndighed. Omlægning af statslige tjenesteydelser og ihstitutioner er lige så vigtig. Intet program vil gavne småbrugerne, hvis det er udformet af folk uden kendskab til deres problemer og drevet af folk uden interesse for deres fremtid. Det er en sørgelig sandhed, at i de fleste lande har en centraliseret administration af knappe midler, disse være sig af pengemæssig eller faglig art, oftest resulteret i, at størstedelen af midlerne er blevet tildelt en lille gruppe rige og indflydelsesrige folk. Dette er ikke over- raskende, idet Økonomisk tankegang, politisk pression og egennyttige interesser ofte sammensværger sig til skade for. de fattige. - 17 - Det vil tydeligvis kræve mod af de politiske topfolk at gøre bureaukratiet mere åbent over for småland- brugernes krav. For eksempel burde de dygtigste administratorer ikke længere udelukkende være forbeholdt byområderne. De bedste ingeniørtalenter må hellige sig konstruktionen af billige løsninger på vandingsproblemerne for små- brugerne. Unge, færdiguddannede folk kan motiveres til at beskæftige sig med de fattige landboeres pro- blemer og belønnes passende for at løse dem. Uddan- nelsesinstitutioner bør indse, at undervisning i prak- tiske kundskaber er lige så vigtig som ophobning af teoretisk kunnen. Kort sagt må et lands administrative og intellektuelle ressourcer omlægges, således at de tjener de mange fremfor de få, de dårligst stillede fremfor de begunstigede. Fremskyndelse af jord- og forpagtningsreformer Men også andi. strukturelle ændringer er nødvendige. De mest påtrængende er jord- og forpagtningsreformer. I så godt som alle udviklingslande er der vedtaget eller givet løfte om love om sådanne reformer. Men disse loves ordrighed overgår langt deres resultater. De har kun i ringe grad affødt en nyfordeling af jorden, forbedret sikkerhed for forpagteren og konsolidering af småbrug. Dette er yderst beklageligt. Ingen kan påstå, at en vir- kelig jord- og forpagtningsreform er let. Det kan næppe overraske, at de medlemmer af den politiske elite, som er store jordbesiddere, modsætter sig en reform. Men spørgsmålet er ikke, om en jordreform er politisk nem. Det er snarere, om forhalelse i det uendelige er politisk klogt. En stadig større uretfærdig tilstand bliver en stigende trussel mod politisk stabilitet. Men jord- og forpagtningsreformer, der omfatter rimelige jordlofter, retfærdige ydelser, fornuftig forpagtnings- sikkerhed og passende tilskyndelser til konsolidering, er mulige. Der kræves en sund politik, omsat i stærke love, som hverken svækkes af undtagelser eller gennem- hulles af smutveje. Og fremfor alt skal lovene inde- holde slagkraftige sanktioner og iøvrigt håndhæves med styrke og upartiskhed. Vi må være klar over, at en jordreform ikke udelukkende drejer sig om jord. Den drejer sig om brug og misbrug af magt og om den samfundsmæssige struktur, hvorigennem denne magt udøves. - 18 - Bedre adgang til kredit Men hvor vigtig en realistisk jord- og forpagtnings- reform end er - så er det ikke nok. Een ting er at eje jord, en anden er at gøre den produktiv. For små- brugeren, der arbejder praktisk talt uden kapital, er adgangen til kredit afgørende. Ligegyldigt hvor dygtig og velmenende han end er, kan han ikke uden kredit købe forbedret frø, anvende den nødvendige kunst- gødning og de nødvendige ukrudtsmidler, leje udstyr eller udvikle sine vandtilførsler. Småbrugere anvender almindeligvis mindre end 20% af, hvad der kræves til sådanne anskaffelser, af den simple grund, at de ikke har midlerne dertil. I Asien er for eksempel prisen for kunstgødning og ukrudtsmidler mellem 20 og 80 dollars pr. ha for at opnå det bedste resultat af nye, højtydende hvede- og rissorter. Men her anvender småbrugeren kun 6 dollars pr. ha. - det er alt, hvad han kan overkomme. Og stør- stedelen af de 6 dollars kommer ikke fra stat eller in- stitutioner, men fra lokale godsejere eller pengeud- lånere, der beregner ågerrenter. De bestående institutioner i landdistrikterne er .impelthen ikke indstillet på at opfylde småbrugerens behov. I to så forskellige lande som Bangladesh og Iran er mindre end 10% af pengeinstitutternes kredit til rådighed for landdistrikterne; i Thailand, på Philip- pinerne og i Mexico er det mindre end 15% og i Indien mindre end 25%. Kun en brøkdel er til småbrugerens rå- dighed. Og selv denne brøkdel ledsages af en streng efter- prøvning af kreditværdighed, vanskelige ansøgningsforhold og langtrukne venteperioder. De bestående kommercielle låneinstitutter er tilbage- holdende med at yde småbrugerne kredit, fordi de administrative og kontrolmæssige omkostninger er høje for små lån. Desuden arbejder brugeren så nær et eksi- stensminimum, at han ganske enkelt ikke er så kreditværdig som sine mere velhavende naboer. Den officielle kreditgivningspolitik er heller ikke altid til hjælp for småbrugeren, selv om den måske er udformet for hans skyld. Årsagen er, at bekymring over de åger- renter, brugeren betaler til pengeudlåneren, har ført til urealistisk lave rentesatser i de normale kreditin- stitutioner. Småbrugeren behøver ikke en subventioneret kredit til en årlig rente på 6% til projekter, der af- kaster 20% eller mere om året. Det ville være langt bedre for ham at betale en realistisk rente og så virkelig blive i stand til at låne pengene. - 19 - Ved en gennemgang af deres Økonomiske politik over for landbruget bør regeringerne påse, at deres gode hensigter ikke har selvnedbrydende virkning. I mange af vore medlemslande burde en gennemgribende omlægning af rentesatserne forlængst have fundet sted. Garanteret vandforsyning For småbrugeren er garanteret vandforsyning lige så vigtig eller vigtigere end kredit. Uden vand er frø, kunstgødning og ukrudtsmidler nytteløse. Dette kræver fortsat forskning af den mest pro- duktive anvendelse af vand, betydelig investe- ring i vandingsanlæg og større interesse for overrislingsmetoder på selve brugene. Det er anslået, at det nuværende overrislede om- råde på 85 millioner ha i udviklingslande kan udvides med yderligere 90 millioner ha, men ekstra- udgiften ville blive høj, nemlig mere end 130 mia. dollars. Og udvidelse af det overrislede område er ikke alene kostbart, men også langsommeligt. Ingen større overrislingsdæmning, som ikke alle- rede er under endelig udformning, forventes at gøre betydningsfuld gavn på brugene førend midt i fir- serne. Selv om investeringer i større overrislings- projekter fortsat vil udgøre en vigtig del af na- tionali investeringsplaner og af Bankens finansie- ring, bør de suppleres med flere programmer, der giver hurtige resultater til gavn for småbrugeren. Dette kræver, at der lægges langt større vægt på investeringer i selve brugene, således at bestående store kunstvandingsanlæg kan udnyttes fuldt ud. Både i vor egen og andres erfaring findes der alt for mange eksempler på, at det har taget ti år eller mere efter en dæmnings færdiggørelse, før- end vandet nåede frem til landbrugerne. Større vandingsanlæg lægger ofte beslag på de nødvendige ressourcer til forbedring af brugene. Dramaet med at tøjle en stor flod er måske mere spændende end den mere prosaiske opgave at lede en konstant lille vandstrøm til en udtørret hektar, men for milli- oner af småbrugere vil just dette betyde forskel- len mellem succes og fiasko. T)ette forhold burde afspejles i bevillingen af knappe finanslovsmidler. Udviklingen af større vandingsanlæg er således nød- vendig, men ikke nok. Alt for mange småbrugere vil ikke få gavn af dem. Disse programmer bør supple- res med andre, der kan lede vand til brug uden for de større vandingsanlæg til en lav pris. Rør- brønde, pumper og små dæmninger kan bidrage meget til øget produktivitet. Selv om disse investeringer ikke altid er inden for den fattige landbrugers rækkevidde, vil de ofte kunne klares af organi- serede småbrugere. - 20 - Udvidelse af konsulenttjeneste og anvendt forskning Småbrugeren behøver kredit og vand og desuden teknisk oplysning. Og det får han ikke nær nok af. Det uddannede personale, der forventes at udgå hvert år fra de bestående landbrugsskoler, kan i bedste fald tilfredsstille under halvde- len af udviklingslandenes samlede behov. I de udviklede lande er forholdet mellem statskonsu- lenter og landbrugsfamilier omkring 1:400. I udviklingslandene er det gennemsnitlige forhold 1:8000. Og kun en lille brøkdel af disse begræn- sede tjenesteydelser står til småbrugerens rå- dighed. Det er ikke først og fremmest mangel på midler, der forhaler den nødvendige udvidelse af konsu- lenttjenesten. Det er manglen på beslutsomhed til at gøre noget mere for smålandbrugeren, der har så hårdt brug for en sådan tjeneste. Der er næppe et eneste udviklingsland, der ikke har en overpro- duktion af jurister, men intet udviklingsland producerer tilstrækkeligt mange konsulenter. Staten kan ikke bestemme folks personlige karri- ereønsker, men den kan tilbyde passende belønning og søge at fremme erhvervsvalg, der vil bidrage mere direkte til økonomisk udvikling og samfunds- mæssig modernisering. Den årlige udgift til uddannelse af det fornødne personale i konsulenttjenesten vil være en beske- den procentdel af bruttonationalproduktet eller finanslovens midler. Nettoudgiften efter fradrag af besparelser på ændrede bevillinger ville ligge endnu lavere. Så længe antallet af folk i konsu- lenttjenesten er så enormt utilstrækkeligt, vil alene storlandbrugerne nyde godt af dem, medens de fattiges behov tilsidesættes. Bag konsulenttjenesten ligger naturligvis anvendt forskning. I et udsnit på fem større udviklede lande yder staten årligt fra 20-50 dollars pr. landbrugsfamilie til sådan forskning. De tilsva- rende tal for fem større udviklingslande er kun 50 cents til 2 dollars pr. familie. Det internationale system af landbrugsforskning er vokset imponerende meget. For eksempel er Banken formand for konsulentgruppen for international landbrugsforskning og bidrager til finansiering af forskningsinstitutterne, herunder det nye in- stitut for halvtørre tropiske områder. Men der skal gøres langt mere på det nationale plan for at undersøge den lille landbrugers behov for sær- ligt udstyr, for at udvikle ny teknik for andre afgrøder end korn og for at hjælpe landbrugeren i områder uden vandingsanlæg. - 21 - Det er almindelig kendt, at de generelle udgifter til forskning og udvikling er lave i udviklings- landene og bør forøges væsentligt. I denne sammen- hæng bør regeringerne give meget høj prioritet til en styrkelse af den slags forskning, der vil gavne smålandbrugeren, og som vil frembringe en billig, risikofri teknik, der straks kan tages i anvendelse. Større adgang til offentlige tjenesteydelser Også på andre felter er de offentlige tjeneste- ydelser langt fra tilstrækkelige. Småbrugerens indkomst kunne øges væsentligt, hvis han kunne støtte sig til en bedre fysisk infrastruktur. På grund af de nødvendige udgifter står det ikke i udviklingslandenes magt på kort tid at skabe denne infrastruktur for de millioner af mennesker, der har behov for den. Men regeringerne kan til- vejebringe en stor del ved at organisere arbejds- programmer i landdistrikterne med henblik på byg- ning af biveje, små vandings- og afvandingsanlæg, oplagrings- og markedsfaciliteter, kommuneskoler og helsecentre samt andre projekter, der gør um- fattende brug af lokal arbejdskraft og relativt enkle færdigheder. Der er intet mystisk ved disse programmers udform- ning. De har på forskellige tidspunkter klaret sig fint i forsøgsprojekter i Bangladesh, Tunesien, Indonesien og andre lande. Den største ulempe har været deres begrænsede omfang og utilstrækkelige administration. Det er regeringernes opgave grad- vis at udvide disse projekter til at omfatte hele nationen. Fundamentale ændringer er også nødvendige for for- delingen af andre offentlige tjenesteydelser. Ikke blot er disse tjenesteydelser sørgeligt mangel- fulde i landdistrikterne, men ofte er de slet ikke tilpasset behovet hos de mennesker, de egentlig skulle hjælpe. Undervisningssystemerne bør lægge vægt på praktisk oplysning inden for emnerne landbrug, ernæring og familieplanlægning for folk både inden og uden for det formelle skoleprogram. Der bør etableres en sundhedstjeneste, der kan bidrage til udryddelsen af de almindelige, udmarvende sygdomme, der rammer de fattige på landet. Elektricitet i landdistrikt- erne bør ikke betragtes som luksus, ligesom formålet ikke blot skulle være at anbringe en elektrisk pære i hver bolig. En af elektricitetens vigtigste an- vendelser er kraftforsyning til produktionsmaskineri som f.eks. vandpumper. Elektricitet er ganske vist næsten altid en mangelvare, men belysning og luft- 22 - konditionering i byerne bør ikke længere iangere Få uforholdsmæssigt højt i de nationale systemer. Ethvert land må undersøge, hvorfor det har råd til at investere i højere uddannelse, men er ude af stand til at tilbyde incitamenter, der kan lokke lærere til landdistrikterne, og hvorfor det kan bemande helsecentre i byerne og eksportere sine læger til udlandet, men ikke skaffe læger til land- distrikterne, og hvorfor det kan bygge veje i by- erne til privatbiler, men ikke bygge biveje, så produkterne kan transporteres til markederne. Midlerne er knappe i udviklingslandene, og en om- fordeling af dem er ikke nok til at dække alles behov. Der kræves en betydelig omfordeling af of- fentlige tjenesteydelser, hvis smålandbrugeren skal have i det mindste det fornødne minimum af økono- misk og social infrastruktur. De programmer, jeg her har gennemgået, kan alle hurtigt sættes igang af regeringerne, og de vil bidrage væsentligt til den ønskede vækstrate på 5% i 1985 i smålandbrugets produktion. Og alle disse programmer fortjener - og får - Bankgruppens fulde støtte. Tilbage står, at de skitserede forholdsregler først og fremmest påhviler udviklingslandene. Det ville være at gøre udviklingslandene en bjørne- tjeneste, dersom hjælpeorganisationerne prøvede at overbevise enten landene eller sig selv om, at en politik til afhjælpning af fattigdommen i land- distrikterne kan skabes og leveres fra udlandet. Problemet må erkendes og gribes an af landene selv. Men det internationale samfund kan og skal hjælpe. De ressourcer, der skal til for at opnå en 5% vækstrate i smålandbrugenes udbytte i 1985, er overordentlig store. I et overslag regnes med 20-25 mia. dollars i 1985 i årlig udgift til inve- steringer i selve landbrugene, udvikling af jord- og vandressourcer, nye uddannelsessteder og drifts- kapital til smålandbruget. Dette ville betyde ca. 3,5% af udviklingslandenes samlede bruttonational- produkt. Nogle af disse midler må komme fra ny opsparing, skabt af landbrugerne selv, andre fra en omdiri- gering af midler fra andre sektorer i udviklings- landene. Men nogle af midlerne må komme fra det internatio- nale samfund i form af sådanne tjenesteydelser og finansieringer, som smålandbrugeren har behov for. - 23 - Bankens handlingsprogram Hvorledes kan Banken hjælpe i disse bestræbelser? For det første forventer viat låne 4,4 mia. dol- dars til landbrugssektoren i løbet af vort næste femårsprogram (1974-78) sammenlignet med 3,1 mia. dollars under.det første femårsprogram (1969-73) og 872 mio. dollars i 1964-68. 1) Dette er i sig selv et formidabelt mål, men hvad der er vigtigere er, at vi agter at lede en stigende andel af vore lån til programmer, der direkte hjælper den lille landbruger til at blive mere pro- duktiv. I de kommende år forventer vi, at ca. 70% af vore landbrugslån vil berøre småbrugeren. Vi er nu ved at udarbejde disse programmer i samråd med medlemslandenes regeringer. Men vi er klar over, at vor långivning i bedste fald kun kan finansiere en lille del af småland- brugets samlede kredit- og investeringsbehov. Der- for vil vi i vor økonomiske rådgivning til rege- ringerne lægge særlig vægt på de sektormæssige og økonomiske virkemidler, der særligt berører de fat- tige i landdistrikterne, således at de midler, re- geringerne investerer, vil få størst mulig effekt. Og skønt eksperimentering og nytænkning stadig vil være af væsentlig betydning, ligger de brede ret- ningslinier for Bankens program fast: - Vi er indstillet på at gøre langt mere for at hjælpe regeringerne med at reformere strukturen i landbrugets økonomi og for at støtte insti- tutio .'er, hvis formål er at yde kredit til små- landbrugerne. - Vi agter fortsat at investere i store kunst- vandingsprojekter og i nyttiggørelse af salt- holdig jord, men vi vil lægge vægt på udvikling af selve brugene forbundet med et maximum af selvfinansiering, således at fordelene ved overrisling hurtigere når ud til smålandbrugerne. - Vi vil støtte landbrug uden overrislingsanlæg, herunder finansiering af kvægproduktion, og spe- cielt mejeribrug i mælkefattige områder. - Vi er indstillet på at finansiere udvidelsen af uddannelsessteder for landbrugskonsulenter, der kan hjælpe de fattige i landdistrikterne til at øge deres produktivitet. 1) Tallene for alle tre perioder er i 1973-dollars. - 24 - - Vi er indstillet på at finansiere arbejdsprogram- mer i landdistrikterne og flersidede udviklings- projekter i landdistrikterne. - Vi er rede til at bistå programmer til jord- og forpagtningsreformer ved at tilvejebringe den efterfølgende logistiske støtte, der er nødvendig for smålandbrugeren, og ved at deltage i løs- ningen af de tekniske og økonomiske problemer i forbindelse med jordkøb og konsolidering. - Vi har tidligere finansieret institutioner for landbrugsforskning, og er helt indstillet på at gøre mere i fremtiden, specielt for udviklingen af en egnet teknologi for landbrug med begrænset vandforsyning. Vi vil støtte en undersøgelse af de mest effektive anvendelsesmetoder for vand på de enkelte landbrug, specielt i vandfattige om- råder. Vi bistår allerede ved sådanne under- søgelser i Mexico. - I vor långivning til infrastrukturen vil vi kraf- tigt henstille, at man tilgedeser landdistrikt- ernes påtrængende behov. VI RESUME OG KONKLUSIONER Lad mig resumere og konkludere hovedpunkterne i min tale her i formiddag. Ser vi objektivt på verden idag, må vi indrømme, at den er præget af overvældende ulighed. Forskellen i levestandard mellem rige og fattige na- tioner er en kløft af gigantisk størrelse. De rige nationers industrielle formåen er så stor, deres teknologiske kunnen så avanceret og de deraf følgende fordele så umådelige, at det er urealistisk at forvente, at kløften vil indsnævres ved århun- dredets udgang. Alt tyder på, at den fortsat vil udvides. Intet af det vi gør, kan sandsynligvis hindre dette. Men vi kan dog nu begynde at gøre noget for at sikre en afslutning på den absolutte fattigdom og reie for- nedrelse. Vi kan bidrage hertil ved at øge den statslige udvik- lingsbistands helt utilfredsstillende omfang. Den statslige udviklingsbistand kan i 1980 være øget til det ønskede mål på 0,7% af bruttonationalproduktet, - 25 - det mål, der oprindeligt vedtoges af De Forenede Nationer til opfyldelse i 1975. Det vil kunne gøres, men det vil kræve nye an- strengelser i mange lande, specielt i de aller- rigeste. Vi må desuden erkende, at uligheden er stor, ikke blot mellem udviklede lande og udviklingslande, men også i udviklingslandene selv. Undersøgelser foretaget af Banken i det forløbne år bekræfter de indledende konklusioner, jeg anførte over for Dem sidste år: Indkomstfordelingen er alvorlig skæv i udviklingslandene - endnu mere end i de ud- viklede lande - og problemet kræver hurtigere ind- griben af regeringerne i så godt som alle udvik- lingslande. Det burde være et mindstemål, at skævheden i ind- komstfordelingen i disse lande i hvert fald skulle holde op med at vokse fra 1975 og begynde at mind- skes i sidste halvdel af tiåret. En stor del af programmet til opnåelse af dette mål må være indrettet på at bekæmpe den absolutte fattigdom, der findes i et aldeles uantageligt omfang i næsten alle udviklingslande blandt vore medlemmer. Det er en fattigdom så ekstrem, at dens ofre lever et fornedret liv under den nederste grænse for en anstændig tilværelse. De absolut fat- tige er ikke blot et lille mindretal af ulykkelige mennesker, en broget samling af tilværelsens ta- bere, en beklagelig, men ubetydelig undtagelse, der bekræfter reglen. Tværtimod udgør de godt og vel 40% af de næsten 2 milliarder mennesker, der lever i udviklingslandene. Nogle af de absolut fattige findes i byernes slum- kvarterer, men langt den største del befinder sig i landdistrikterne. Og det er netop der - på landet - at vi må modarbejde deres fattigdom. Vi bør stræbe efter at udslette den absolutte fat- tigdom ved udgangen af dette århundrede. I prak- sis betyder det afskaffelse af underernæring og analfabetisme, nedsat børnedødelighed og hævelse af den fprventede levealder til samme niveau som i de udviklede lande. En væsentlig forudsætning for opnåelsen af dette mål er en forøgelse af smålandbrugets produktivitet. Er det et realistisk mål? Svaret er ja, dersom regeringerne i udviklings- landene er rede til at udøve den nødvendige poli- tiske vilje til at gøre det realistisk. - 26 - Afgørelsen er deres. For Bankens vedkommende vil øget produktivitet hos den lille bruger være et vigtigt mål på vort ud- videde program for perioden 1974-78. Men uanset størrelsen af den udefra kommende bistand, så kan den dog aldrig erstatte en beslutsomhed hos udviklingslandenes regeringer om at gå i lag med opgaven. Det vil kræve umådelig meget mod, for det inde- bærer en politisk risiko. De politisk priviligerede blandt den jordbesiddende elite er sjældent begej- strede for de skridt, der er nødvendige for at fremme udviklingen i landdistrikterne. Dette er naturligvis kortsynet, for i det lange løb kan både de selv og de fattige nyde fordel deraf. Men hvis regeringerne i udviklingslandene, der må afveje risikoen ved reform mod risikoen for revolu- tion, er indstillet på at udøve den nødvendige poli- tiske vilje til at gå til angreb på fattigdoms- problemet i landdistrikterne, da må regeringerne i de velsituerede lande udvise et lignende mod. De må være rede til at hjælpe dem ved at afskaffe diskriminerende handelsskranker og ved at øge den statslige udviklingsbistand væsentligt. Det, der står på spil ved disse afgørelser, er den elementære værdighed i tilværelsen for 40% af be- folkningen i de 100 udviklingslande, der er medlemmer af vor institution. Vi må håbe på, at afgørelserne bliver modige. Hvis de ikke bliver det, ser det sort ud. Men hvis der tages modige afgørelser, kan udvik- lingstempoet sættes i vejret. Det tror jeg bliver tilfældet, fordi jeg tror, at allevegne vil folk i den sidste del af vort år- hundrede få stadigt sværere ved at tolerere de umenneskelige uligheder, der består idag. Alle de store religioner belærer os om værdien af det enkelte menneskes liv. På en måde som ingensinde før har vi nu mulighed for at skabe et ordentligt liv for alle mænd og kvinder. Bør vi ikke lade den moralske rettesnor lede os i handling? Fortrinsstillingens og afsavnets yder- punkter kan simpelthen ikke længere tolereres. Det er udviklingens opgave at tage sig af dem. De og jeg og alle vi i det internationale sam- fund er fælles om dette ansvar. - 27 - Forventet tilgang af statslig udviklingsbistand a) (i pct. af bruttonationalproduktet) 1960 1965 1970 1971 1972 1973 1974 1975 1976 Australien 0,38 0,53 0,59 0,53 0,61 0,58 0,59 0,60 0,62 Belgien 0,88 0,60 0,46 0,50 0,55 0,58 0,65 0,70 0,70 Canada 0,19 0,19 0,42 0,42 0,47 0,49 0,50 0,52 0,53 Danmark 0,09 0,13 0,38 0,43 0,45 0,52 0,56 0,61 0,63 Frankrig 1,38 0,76 0,66 0,66 0,67 0,65 0,65 0,65 0,65 Italien 0,22 0,10 0,16 0,18 0,09 0,16 0,16 0,16 0,17 Japan 0,24 0,27 0,23 0,23 0,21 0,28 0,34 0,40 0,40 Nederlandene 0,31 0,36 0,61 0,58 0,67 0,66 0,70 0,72 0,76 Norge 0,11 0,16 0,32 0,33 0,41 0,56 0,67 0,75 0,82 Portugal 1,45 0,59 0,67 1,42 1,51 0,45 0,45 0,45 0,45 Schweiz 0,04 0,09 0,15 0,11 0,21 0,26 0,30 0,32 0,34 Storbritannien 0,56 0,47 0,37 0,41 0,40 0,37 0,40 0,40 0,40 Sverige 0,05 0,19 0,38 0,44 0,48 0,56 0,65 0,71 0,75 Tyskland 0,31 0,40 0,32 0,34 0,31 0,32 0,34 0,36 0,38 U.S.A. b) 0,53 0,49 0,31 0,32 0,29 0,25 0,22 0,22 0,21 Østrig - 0,11 0,07 0,07 0,09 0,19 0,22 0,25 0,26 Ialt DAC 0,52 0,44 0,34 0,35 0,34 0,34 0,34 0,35 0,36 a) De anførte lande udgør medlemmerne af OECD's komité for udviklings- bistand (DAC), der tegner sig for over 95% af den samlede statslige udviklingsbistand. Tallene for 1972 og tidligere år er faktiske tal. Prognoserne bygger på Verdensbankens skøn over væksten i landenes bruttonationalprodukt, oplysninger om finanslovsbevillinger til bistandsformål og bistandspolitiske regeringserklæringer. På grund af den forholdsvis lange tid, der kræves til på lovgivnings- mæssigt plan at ændre det fastsatte niveau for bistand og dernæst omsætte bevillingerne først i tilsagn og dernæst i udbetalinger, kan man idag med nogenlunde nøjagtighed forudsige tilgangen af den stats- lige udviklingsbistand (d.v.s. faktiske udbetalinger) i 1976. b) I 1949,ved Marshall-planens begyndelse, udgjorde U.S.A.'s statslige udviklingsbistand 2,79% af bruttonationalproduktet. WORLD BANK 1818 H Street, N.W., Washington, D.C. 20433, U.S.A. Telephone number: (202) 477-1234 Cable address: INTBAFRAD WASHINGTON D.C. European Office: 66, Avenue d'l6na, 75116 Paris, France Telephone number: 723-54-21 Cable address: INTBAFRAD PARIS Tokyo Office: Kokusai Building 1 -1 Martnouchi 3-chome Chiyoda-ku, Tokyo 100, Japan Telephone number: (03) 214-5001 Cable address: INTBAFRAD TOKYO